Frihed, ansvar og opbakning

Foto - Inde i Rømerhus

Konstruktionsingeniør Max Haugaard kom for 10 år siden til Søren Jensen som nyuddannet, hvor han fik sin ilddåb ved ét af Søren Jensens ikon projekter – Hejmdal – Kræftpatienternes hus i Aarhus.

”Jeg valgte dette sted frem for andre fordi det lød spændende - vi har frihed, ansvar og opbakning og firmaet har aldrig skuffet mig i den henseende. Jeg har haft ansvar lige fra starten, hvor jeg blev sat til at arbejde på den komplekse søjlekonstruktion ved Hejmdal i Aarhus. Sidenhen har jeg arbejdet på flere udfordrende projekter fx Helsingør Kulturværft, Aarhus Teater og Rømerhus i Aarhus.”

Netop muligheden for at udvikle sig har en høj prioritet for Max Haugaard, der supplerer:

”Jeg vil gerne udfordres indenfor alle de områder, som jeg arbejder med; teamledelse, projektledelse og hardcore projektering.
Vi arbejder med inspirerende ingeniørkunst og mangfoldigheden indenfor dette er meget stor. Oftest er vores fornemmeste opgave at lave løsninger, som ikke kan mærkes eller ses, det kan være en svævende konstruktion, specialdesignet trappe eller et perfekt indeklima. Jeg anser inspirerende ingeniørkunst for at være meget forskelligt, fx at gøre det ingen andre kan eller tør, eller at få komplekse løsninger til at synes ukomplicerede. Nogle gange er det den tekniske løsning, der er detaljen i projektet og andre gange er det projektledelsen eller det organisatoriske arbejde. Ved fx Rømerhus er der flere inspirerende ingeniørmæssige løsninger, men de komplicerede forhold på og omkring lokaliteten gjorde også at den ledelsesmæssige organisatoriske del er inspirerende ingeniørkunst. Det er et projekt som jeg er stolt over at have medvirket til.”

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere