Ilulissat Isfjordscenter tager form

Ilulissat Isfjordscenter er et super spektakulært og unikt byggeri, hvis beliggenhed har givet projektteamet helt nye udfordringer. Byggeriets specielle form og arkitektur er i en liga for sig selv.

Projektleder Lars Sørensen uddyber, ”logistikken har været en udfordring - alt er sendt med skib, så vi skal ikke alene have styr på mængderne og leveringstidspunktet, men også tidspunktet for, hvornår havnen er isfri”.

Give Stål har produceret stålelementerne, der er 3D-modelleret op af arkitekter og ingeniører herhjemme. Størrelsen af de enkelte komponenter er tilpasset, så de kan transporteres med skib i en godscontainer til Grønland.

Men selv med nøje planlægning kan ændringer opstå undervejs. Med et smil fortæller Lars Sørensen om en episode, da projektteamet overvejede at foretage en ændring ved én af de allerede transporterede stålben - ”En foreslog at få fløjet det 2,5 meter og 120 Kg tunge stålben til Grønland. Flybranchen griner stadig af forslaget, men vi undersøgte naturligvis alle muligheder. Logistikken er noget vi let tager for givet i byggebranchen.”

Konstruktionsingeniør Lars Hestbech pointerer en anden udfordring som effekt af transporten, ”stålrammerne skal egentligt fungere som en lukket ramme, men grundet transportbegrænsninger er de blevet delt i flere stykker. For at kunne fungere som rammer i sidste ende er delelementerne produceret med meget små justeringsmuligheder når rammerne skal monteres på pladsen.”

I Grønland har man ikke de samme mængder af ressourcer og materialer til rådighed som vi er vant til herhjemme – Lars Hestbech tilføjer, ”vi vil gerne benytte sand og grus af en bestemt karakter og ligesom foreskrevet, men man har ikke de samme materialer til rådighed. Det er fx svært at få dokumenteret om betonen i Grønland har en styrke tilsvarende de danske normer. Årsagen er at deres tilslagsmaterialer (sand, grus og sten), der iblandes betonen ikke har den samme beskaffenhed. Det kan godt blive stærkt, spørgsmålet er hvor stærk? Vi kan derfor kun regne med en lav styrke.”

En af de helt store udfordringer kom efter at byggepladsen var startet op. ”Fjeldet viste sig at ligge dybere og være i en dårligere stand end beregnet. Vi har derfor haft et større tilpasningsarbejde i forhold til fundamentsprojektet sammenholdt med udfordringerne med koordinering af materialer til stedet.” Lars Hestbech

Lars Sørensen tilføjer, ”Det har udfordret vores tankevirksomhed – vi har det som er til rådighed og så må man lære, at få det bedste ud af det. Man må sige at vi heldigvis har ramt en entreprenør, som er entusiastisk omkring opgaverne.”

Her er en lille video taget midt i august

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere