World CSR Day - Mumbai, Indien

Foto World CSR konferencen

Vi deltager i dag på World CSR Day i Mumbai i Indien, hvor Bæredygtighedsingeniør Hanne Ring Hansen er inviteret til at holde et oplæg på konferencen med udgangspunkt i temaet ”FN-verdensmål”.

Lanceringen af FN’s verdensmål har betydet, at flere organisationer er begyndt at måle sig op imod disse mål. Dette er positivt, men desværre skraber flere af disse organisationer kun i overfladen af formålene og verdensmålene bliver derfor mere et værktøj til branding fremfor det forandringsværktøj, som de egentlig er tænkt som. Hanne vil derfor benytte sit oplæg til at inspirere deltagerne til, hvordan de i deres organisationer kan udvikle et mindset, hvor verdensmålene anvendes som redskab til forandring fremfor branding.

Under titlen ’From SDG-branding to SDG-mindset’ vil Hanne italesætte, hvordan Søren Jensen Rådgivende Ingeniørfirma har grebet opgaven omkring miljøledelse og CSR an, hvilke udfordringer vi er stødt på undervejs og tips til at skabe basis for en god forandringsproces.

”Jeg håber at mit oplæg vil inspirere tilhørerne til konkrete handlinger og at tilhørerne går fra mit oplæg med fornyet energi og lyst til at udfordre status quo. Mit primære budskab vil være, at vi kan brande emnet bæredygtig udvikling ihjel, hvis vi ikke anvender handlingens magt til at flytte noget i både den store og lille organisation. Alle virksomheder – store som små – kan gøre en positiv forskel for verden, hvis virksomhederne udvikler et mindset, der fokuserer på konkrete handlinger, som de kan gennemføre, fremfor at finde en masse undskyldninger for ikke at handle”.

World CSR Day afholdes af en Indisk non-profit organisation, som hvert år holder en konference, der sætter fokus på arbejdet med bæredygtighed nationalt og internationalt. Hvert år udvælger en jury en række internationale keynote speakers, som på konferencens internationale dag inviteres til at komme og holde inspirerende oplæg indenfor et bredt spekter af arbejdsområder indenfor bæredygtighed.

Se mere om organisationen på deres hjemmeside worldcsrday.com.

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere