Ansvar, udvikling og en ekstra familie

Det var omtale og en god ven, der for 8 måneder siden fik Burcin Dalgin til at sende en ansøgning til Søren Jensen.

”Det er et populært firma med store projekter og samarbejder med prestigefyldte arkitektfirmaer, som jeg havde hørt rigtig meget godt om, også fra min studiekammerat, som også arbejder her. Det har været godt at komme hertil, jeg er omgivet af gode kolleger, jeg arbejder med spændende projekter og det er dejligt at komme på arbejde.”

Burcin Dalgin er på vores projektkontor i Aarhus, hvor hun sidder sammen med sit faste team og indgår i fællesskabet med de andre kolleger.

”Vores team er som en lille familie, vi har en tæt kontakt og jeg ved altid, hvem jeg kan henvende mig til hvis jeg har spørgsmål. Vi har i det hele taget et rigtig godt fællesskab her på projektkontoret, det har også gjort det lettere at være ny.”

Burcin lægger ikke skjul på, hvor meget det betyder for hende at bidrage positivt til de projekter, som hun har taget aktiv del i fra dag ét.

”Jeg var på fra starten af, efter 3 ugers projektansættelse blev jeg ansat og det har betydet rigtig meget for mig at jeg fik tildelt ansvar fra dag ét. Jeg kom til at arbejde på en spændende opgave som jeg stadigvæk sidder med, herudover har jeg også fået mulighed for at arbejde med en række forskellige projekter. Jeg er begejstret over muligheden for at udvikle mig - som nyuddannet ved man ikke altid indenfor, hvilket område man gerne vil specialisere sig. Her har jeg fået lov til at tegne VVS, el og anlæg – det er fedt at få lov til at videreudvikle sig indenfor sit interesseområde.”

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere