Balancen mellem fritid og arbejdstid med et studie på deltid

El-ingeniør Niels Mohn har over de sidste 3 år læst til Diplomingeniør i stærkstrømsteknologi ved siden af sit arbejde. Nu er han færdiguddannet og har ikke kun fået mere fritid men også en stærkere teoretisk baggrund.

Men hvordan har det været at læse på deltid?

”Det har fungeret godt – ved at studere og arbejde samtidig får man mulighed for at kombinere den partiske viden med studiet. Og så har jeg sat stor pris på at der sker skift gennem ugen, så jeg kan komme ud og udføre det praktiske arbejde, som er det jeg brænder for. Der er dog én ting man skal gøre sig klart inden man kaster sig ud i det, det tager en masse af ens fritid og det skal man være indstillet på.” Niels Mohn

Niels vigtigste budskab fra de sidste 3 års forløb er, ”Man skal virkelig ville det, ellers går man død i det. Jeg har selv kunnet disponere over min tid og jeg har selv valgt at arbejde med studiet om aftenen og i weekenden. Jeg har derfor kunnet arbejde på fuld tid, hvilket har fungeret rigtig godt for mig."

Niels blev opmærksom på studiet, da han var ved at afslutte sin uddannelse som el-installatør og han mødte opbakning fra firmaet, da han foreslog muligheden.

”Med uddannelsen har jeg fået mere baggrundsviden omkring større systemer som benyttes ved fx sygehuse eller datacentre. Men jeg syntes også det er vigtigt at påpege, at man hos Søren Jensen ikke udelukkende ser på folks uddannelse for at tildele ansvar. Det er én selv der sætter grænsen for, hvad man vil og hvad man har lyst til at arbejde med. Jeg syntes at det betyder meget at det ikke kun er uddannelsesniveauet der dikterer, hvilke opgaver man får tildelt, men om man kan og vil påtage sig et ansvar.” Niels Mohn

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere