Vores kollega Eddie Aquila Kiholm tog i marts 2023 på en rejse til Sierra Leone for at besøge skoleprojektet i Vaahun. Vaahun ligger syv timers kørsel fra Sierra Leones hovedstad; Freetown, og her opfører Ingeniører Uden Grænser (IUG) en skole, Vaahun Primary School – Et projekt Søren Jensen bidrager til som medlem af IUG.
Du kan læse mere om rejsen, projektet og arbejdet i Eddies fortælling nedenfor.
Afrejse, ankomst og modtagelse
Vi rejste fra Kastrup lufthavn torsdag formiddag og 1,5 døgn, 2 fly og 3 lufthavne senere ankom min rejsemakker og jeg til Sierra Leones eneste udenrigslufthavn kl. 01:30. Efter ankomsten tog det dog ca. halvanden time før vi var ude af lufthavnen, da ikke alle var enige om hvorvidt vi havde et korrekt visum eller ej. Da det endeligt blev afklaret, forsøgte vi at få kontakt til vores chauffør – uden held. Så det var med en vis portion nervøsitet, at vi midt om natten fulgte med først et par lufthavnsofficials ud af lufthavnen, og senere et par andre mænd, hen til en parkeret bil. Sommerfuglene i maven lettede dog, da vi så en stor, hvid SUV med et SEND-mærke på siden – SEND er nemlig IUG’s lokale samarbejdspartner på projektet.
Af sikkerhedshensyn tillader SEND ikke deres chauffører at køre efter kl. 17, medmindre der ikke er andre muligheder. Derfor fik vi muligheden for at få et par timers søvn på et hotel nær lufthavnen, inden vi skulle køre videre mod Kenema, hvor partnerne holder til. Vi kørte gennem den mørke forstad, og efter 10 minutter drejede bilen ned ad en mørk grusvej i et område, der mest lignede et industriområde. Der lå dog et lufthavnshotel, som i nattens mulm og mørke virkede en smule skummelt, men jeg var træt, så der gik ikke lang tid før jeg fandt mig til rette under myggenettet og gik ud som et lys. Da den ækvatorianske morgensol begyndte at dukke op, listede jeg ud af værelset, da jeg af ren spænding ikke kunne sove længere. Hotellet stod helt anderledes i det smukke lys, og jeg blev hurtigt mødt af både vores chauffører og hotelmanageren, som havde et kæmpe smil på og spurgte om vi var klar til den lange køretur.
Køreturen til Kenema var ikke af støvede grusveje, tværtimod, det viste sig at vi på den fem timer lange køretur skulle køre på en bred, pænt asfalteret vej. De fem timer gik hurtigt, da jeg sad med næsen op af vinduet og forsøgte at suge alle indtryk til mig. Landskabet var især præget af tusindvis af mangotræer med hundredvis af modne frugter, men også af folk i alle aldre i farvestrålende tøj, som enten boede eller solgte ting langs vejene. Især diamanter er på trods af stemplingen som konfliktdiamanter stadig en handelsvare, og flere bygninger langs vejen indikerede at der var mulighed for at handle med disse ædelsten.
Da vi ankom til Kenema kørte vi direkte til SEND’s kontor, hvor vi fik en varm velkomst af partnerne, som var ivrige efter at fremvise deres faciliteter og introducere alle medarbejderne. De gav udtryk for, at de var meget stolte af den næsten lige kønsfordeling mellem kvinder og mænd. SEND er et imponerende foretagende, som har et pengeinstitut, en radiostation og almene kontorer, hvor de arbejder med alle typer projekter inden for udvikling af samfundet og landet generelt.
I løbet af de næste dage besøgte vi to færdige skoler og en lerstensproducent, havde møder med entreprenøren og med samfundet, som skal benytte den skole vi bygger, og så besøgte vi selvfølgeligt Vaahun Skolen, som er den skole, vi er med til at bygge.
Begge de færdige skoler vi besøgte, var pige-/kvindeskoler, da SEND generelt ønsker at fremme kvinders fremtidsmuligheder. Første skole var en Primary school bygget i 2012. Skolen hed Swawou og var bygget i røde lersten. Inde i bygningen kunne man virkelig mærke effekten af den høje varmekapacitet i de tunge lersten som var med til at sikre en lavere temperatur i bygningen sammenlignet med de 36-38 grader udenfor. Anden skole hed Nyapui og var en kostskole udelukkende for kvinder. Skolen blev indviet af landets præsident, da det er landets første Science School udelukkende for kvinder. Denne skole er i deres øjne bygget mere moderne, da de her anvender letklinkebetonblokke, men man lagde dog hurtigt mærke til at disse klasselokaler var meget varme at være i sammenlignet med Swawou skolen.
Mødet med lerstensproducenten foregik under palmerne med den selvudnævnte CEO tilbagelænet i en hængekøje og med blikket rettet ud i horisonten. De producerede her lersten ved at grave ler op, smide det i en presse, og presse leret med håndkraft. Herefter lagde de det pressede ler til tørre. Tørretiden var typisk et par dage, men producenten nævnte at det kunne variere med flere dage, da det selvfølgelig afhang meget af hvordan vejret artede sig. Næste del af processen var at smide leret i et hul og tænde et stort bål i selvsamme hul. Når ilden gik ud, var stenene færdige.
Første besøg på den nye skole skulle foregå efter samfundets traditioner, så hele lokalsamfundet var indkaldt til landsbymøde, hvor vi blev budt velkommen. Mødet blev indledt med at vi bad til både Allah, Gud og Jomfru Maria. Samfundet består af 10% kristne/katolikker og 90% muslimer, men dette stoppede ikke folk i at bede med under alle bønner. Under normale omstændigheder ville alle fremmødte herefter introducere sig selv, men for vores skyld forkortede de det til de 20-30 vigtigste. Hver mødedeltager havde mulighed for at fortælle om deres bekymringer og glæder ved den nye skole. Her hørte vi, at lokalbefolkningen i mange år har bedt til at få en ny skole, at de bliver mobbet af andre samfund for ikke at have en skole, og at de ikke på nuværende tidspunkt har adgang til rent vand. Derfor var de glade for at vi kom og lyttede til og hjalp dem, og de glæder sig til at sende deres børn i skole for at både at lære og lege. Inden vi afsluttede mødet, overrakte vi landsbyen de gaver, som jeg havde fået med af mine fantastiske kollegaer. Landsbyens repræsentanter besluttede dog at vente med at tage gaverne i brug, indtil skolen var åbnet, så børnene ville have legetøj at lege med der. På billedet kan man se, at der blev insisteret på, at der skulle overrækkes en fodbold til høvdingen som en symbolsk gestus. Efter dette pakkede vi legetøjet ned i Søren Jensen-poser og overgav dem til den skoleansvarlige. Det var dejligt at se, hvordan vores gaver ville gøre en forskel for børnenes hverdag på skolen, og det var en glæde at kunne bidrage til deres trivsel og udvikling.
Vi gik efter mødet i samlet flok gennem landsbyen ned til den nye skole. De havde i samme uge fået leveret første læs af lersten til området og var i fuld gang med at lægge dem. Håndværkerne var ufaglærte, da det kræver en universitetsuddannelse at blive tømrer eller lignede. De fleste på pladsen var derfor mænd fra lokalsamfundet, som modtog instrukser fra entreprenøren. Alle håndværkerne blev betalt pr. sten de lagde, så de havde et godt incitament for at blive færdig med konstruktionen før regntiden formentligt begynder (Juni). Vi kunne selvom de kun lige var kommet i gang så småt begynde at se arkitekternes detaljer, og danne os et overblik over hvilke udfordringer, vi skulle håndtere, og hvilke vi blot skulle lade stå til. Et af de vigtigste punkter var at finde en måde at sikre taget mod de mange tropestorme, som vi også havde fornøjelsens af at opleve, da alt armering i projektet beklageligvis var blevet klippet. Her var det enormt givende at vi var fysisk til stede på pladsen, så vi kunne forklare hvorfor og vise hvor armeringen var nødvendig. Både entreprenøren og partnerne nævnte flere gange at det var fedt at høre om vores observationer. F.eks. om hvordan de sprukne lersten, det tykke lag mørtel og manglen på armering til fundamentet ville påvirke designet og funktionen. Partnere havde lidt svært ved at læse 3D illustrationerne af udeområderne, så de var også glade for at vi aktivt kunne vise hvordan især udeområderne skulle anvendes. Vi besøgte skolen i alt tre gange, og på billederne kan man se de fremskridt, vi nåede at følge undervejs.
Efter et sidste besøg på SEND-kontoret og på skolen, tog vi afsked med alle de mennesker, vi havde mødt, og begav os på den lange rejse hjem til det kolde nord.
Alt i alt var det en fantastisk tur, der overgik mine forventninger. Det er vigtigt at påpege, at de tanker og indtryk, jeg har delt, blot er et øjebliksbillede af de fem dage, vi tilbragte i Sierra Leone. Udover vores projektarbejde fik jeg også mulighed for at opleve landet som turist, og det var en helt unik og spændende oplevelse.
Jeg blev imponeret over det hårdtarbejdende samfund, vi mødte i Sierra Leone. Landets udvikling er stadig præget af den borgerkrig, der varede frem til 2002, men trods denne byrde, mødte vi et samfund og en befolkning, der havde et utroligt positivt syn på fremtiden og et smil på læben. Det var virkelig inspirerende at se, hvordan de arbejder for at skabe en bedre fremtid for sig selv og deres børn.
Tak fordi du læste med.
