International hæder til Søren Jensen for Rømerhus

Foto Quintin Lake

Vi har i et stærkt felt af nominerede projekter i kategorien ’Structural transformation’ modtaget international anerkendelse for transformationen og renoveringen af Rømerhus i Aarhus.

Dommerkomiteens begrundelse for at tildele Rømerhus i Aarhus en Award for ’Best Structural Transformation’ er, ”The resultant conversion of a 19th century building into vibrant and unencumbered retail and office space, where the artistry and intelligence of the structural solutions are fully expressed, is a tribute to the skill of the structural engineers and their close collaboration with the architect.”

Structural Awards er en prestigefyldt international pris for konstruktionsingeniører.

Foto Quintin Lake

Det præmierede projekt er designet i tæt samarbejde med E+N Arkitektur og består af en renovering og revitalisering af en ældre bevaringsværdig 7-etagers erhvervsejendom fra 1895. I løbet af 3 ½ år genvandt huset sin plads som et af Aarhus markante bygningsværker.

Bygningsfacaden er bragt tilbage til sit oprindelige udseende, mens resten af huset har undergået en gennemgribende ombygning med store ændringer i blandt andet det konstruktive system.

Det er med stor respekt for bygningens historie at den er ført tilbage til sit oprindelige ydre. Samtidig har bygningen fået et tvist af nytænkning ved at tilføre ny teknologi og moderne arkitektur. Detaljerne er bragt frem, så de er en del af funktionaliteten, det er fx tydeligt at det er de to store megasøjler, som bærer huset. Teknikken bliver til en del af detaljerne og detaljerne viser ærligheden ved de synlige konstruktioner og tekniske installationer som fx ved det synlige kompositdæk mellem stue og 1. sal.

Det er helt utroligt stort at modtage international anerkendelse, det er 5. gang et af vores projekter er nomineret og 3. gang vi modtager en af de ærefulde priser.

Vi er utroligt stolte og beærede over at modtage international anerkendelse for projektet. En stor tak til BESTSELLER og E+N Arkitektur for et godt samarbejde.

Rømerhus ejes af Bestseller, der som bygherre har stået for det ambitiøse projekt. Rømerhus har allerede modtaget flere rosende omtaler og senest shortlisted til Renoverprisen 2018.

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere