Foto MIT konferencesal, Boston
Den 14. juli tog fire af vores ingeniører til IASS 2018 i Boston for at få indspark af højt fagligt niveau.
”Konferencen er som en god festival, hvor man ikke ved om det skal være grøn eller blå scene. Vi kunne heldigvis dele os op, men det var stadig svært at vælge.” Peter Vejrum
Rasmus Holst fortsætter: ”IASS-organisationen arbejder med skaller og rumlige konstruktioner, hvilket på mange måder gør konferencen til synonymet med Computational design. Det er stedet, hvor vi som fagpersoner får lov til at nørde. Samtidig gav det os mulighed for selv at bidrage med inspiration i form af vores tre oplæg.”
Konferencen gav anledning til inspirerende samtaler, ideer til optimering og nye tendenser. Mikkel Frandsen beskriver konferencen som: ”Et forum, hvor forskellige landes fortolkninger om kreativt design diskuteres og vi blev bekræftet i at vi er godt med. Tankerne sættes i gang når man hører om emner, som er helt uden for den periferi vi normalt befinder os i.”
Kristian Flyvholm tilføjer: ”Der blev talt en del om Graphic Statics, en ny tilgang, hvor man tegner sig ud af problemstillinger, som ellers er meget tidskrævende. Her gælder det for os om at tage de nye ideer med til vores faggruppe og omsætte dem, så vi får mest muligt ud af det.”
Turen var også en øjenåbner for de forskelle, der er i tilgangen til udførelse.
”Vi kommer fra et design land og vi arbejder med en høj detaljeringsgrad. Det er sundt at se hvordan andre gør og vi har gjort en del erfaringer som vi ser frem til at dele med vores kolleger.” Peter Vejrum
Foto - Fra venstre Kristian Flyvholm, Rasmus Holst og Mikkel Frandsen
Fakta
- IASS 2018 fandt sted den 16. – 20. juli i Boston, USA
- Årets tema er Creativity in structural design
Artiklerne fra konferencen kan hentes via vores hjemmeside under publikationer