Sportstårnet er med på arkitektudstillingen "Byfortællinger – Knud Romer & WERK i fællesskab"

WERK og Søren Jensen er fortalere for at skabe arkitektur og ingeniørkunst der fremmer sociale fællesskaber og det aktive liv – uanset om det er i storbyen eller ej.

Ensomhed og overvægt er to af de fremtrædende sundhedsmæssige udfordringer for det moderne menneske. Ude i de danske lokalsamfund finder man sammen i hallerne, på fodboldbanerne, spejderklubberne og i vandre- eller løbeklubberne. Med Sportstårnet har vi skabt et ”sted”, hvor mennesker i byerne kan mødes og dyrke fællesskabet samtidigt med at de motionerer på den ene eller anden måde.

Lige nu kan du se arkitektudstillingen ”Byfortællinger – Knud Romer & WERK i fællesskab” på Danish Architecture Center. I trapperummet er flere af WERKs arkitektmodeller udstillet og hertil er både arkitektens tanker og Knud Romers gribende, sjove og tragiske fortællinger. Fortællinger fra hans eget liv og fra hans syn på livet. Udstillingen kæder arkitektur sammen med livet og hvordan arkitekturen påvirker det samfund, som det befinder sig i.

På første repos i Trapperummet tiltrækker Sportstårnet fleres opmærksomhed, da bygningen er højere og større end nabo-modellerne, men også fordi det er noget så mærkværdigt som flere etager med sportsbaner. En vertikal hal. Ideen udsprang af manglen på kvadratmeter i storbyerne og mangel på muligheder for sportslige fællesskaber for de mange mennesker, som bor i storbyerne.

I nært samarbejde med WERK har Søren Jensen som aktiv ingeniørrådgiver været med til at udvikle Sportstårnet. En bygning til sportslige fællesskaber. Et bud på, hvordan pladsen ikke kun går til én boldbane, men udnyttes optimalt til aktiviteter i flere etager. 9800 m2 til forskellige aktiviteter såsom trampolinspring, håndbold, basketball, fodbold, tennis og badminton. Her kan gynges og løbes, men her er også en etage til andre mere rolige fællesskaber.

Facaden på det 6 etager høje Sportstårn er lidt over 12.000 m2 i alt og SJ har prisberegnet tårnet efter to principper. Ét hvor tårnet er bygget i træ og stål med compositdæk, og ét hvor det opføres i beton, stål og med limtræsbjælker. Siden 2019 – hvor idéudviklingen og prisudregningen foregik – er der dog sket meget på priserne inden for materialerne og byggeri generelt.

Man kan frygte at en bygning i denne størrelse vil skæmme i nærområdet – eller blive for dominerende. Dog er der taget flere greb, hvor bygningen er blevet dynamisk og invitere indenfor. Facaden af glas inviterer ind, da forbipasserende kan se at der er liv derinde. Man kan også se gitterkonstruktionen, som skaber et geometrisk mønster. Etagerne, som fremstår i forskellige højder, er forskudt, hvilket gør bygningen dynamisk og giver mulighed for udendørs ophold på de store terrasser.

Vi forestiller os nemme adgangsforhold for mennesker med forskellige handikap eller gangbesvær til alle etager. Samtidigt er der mange muligheder, hvorpå Sportstårnet kan biddrage til begrønningen og biodiversiteten af nærområdet, både gennem beplantning, urbane haver og vertikale mini landbrug. De store overflader kan også være med til at skabe energi eksempelvis gennem vinduer med sol- eller IR-fangere.

Udstillingen er skabt i anledning af at København i år er World Capital of Architecture og du kan nå at se – og høre – udstillingen indtil d. 22. oktober 2023. Og mens du er der, så kan det anbefales at prøve rutsjebanen!

Læs mere om Sportstårnet hos WERK.

Foto: wichmann+bendtsen photography

WERKs værk - Sportstårnet på udstillingen

This site uses cookies to store information on your computer | læs mere