Skip to main content Skip to footer

College360 i Silkeborg


BESKRIVELSE

Ny teknisk skole i Silkeborg

College360 er en moderne erhvervsskole på 24.000 m², der samler både tekniske og merkantile uddannelser i ét fællesskab med omkring 900 årselever. Skolen er designet til at indramme læring, bevægelse, fællesskab, innovation og bæredygtighed i en arkitektonisk markant helhed. Bygningen er en megastruktur, der danner de fysiske rammer for undervisning på tværs af forskellige fagligheder. Dens kvadratiske grundform, som foldes og udfoldes i både plan og snit, repræsenterer skolens diversitet og kompleksitet.

 

Indenfor er skolen udstyret med teorilokaler, der som minimum har tre konfigurationsmuligheder, og værksteder, der let kan transformeres til andre typer. Faciliteterne inkluderer et fællestorv med kantine, administration, mødecenter og open learning, teori- og undervisningslokaler samt en lektiecafé. Der er værkstedsfaciliteter til fagene auto, smed, murer, tømrer, maler, elektriker og skilte­tekniker samt restaurant- og køkkenfaciliteter til hotel- og restaurantuddannelserne. Desuden rummer skolen 84 elevboliger, fællesarealer og et caféområde. Med denne innovative bygning opfyldes drømmen om at skabe en anderledes erhvervsskole, der tiltrækker nye elever, dygtiggør dem gennem uddannelse og hjælper dem med at finde beskæftigelse efterfølgende.

 

Innovative og bæredygtige løsninger
Skolen er designet med åbne arbejdsområder, så eksempelvis en murerlærling kan se, hvad kokkeeleven arbejder med. Den opfylder kravene for Bygningsklasse 2020 og er udstyret med bæredygtige løsninger som solceller og solfangere, jordvarme, automatisk styret solafskærmning, hybrid ventilation og energieffektiv mekanisk ventilation. Anlæggene er skræddersyet til skolen og kan styres elektronisk med programmerede temperaturkrav for de forskellige lokaler.

 

De bæredygtige anlæg som jordvarme, solfangere og regnvandsopsamling er også integreret i undervisningen. Naturgasinstallationen kan levere 25.000 kW, hvilket er nok til at opvarme over halvdelen af alle parcelhuse i Silkeborg, og den bruges blandt andet til at drifte otte sprøjtekabiner til autolakering samt bunsenbrændere i fysiklokalet. Sikkerheden er i top, da brænderne kun virker, når læreren aktiverer dem med en nøgle.

 

Sol- og jordvarmeanlæg er primært beregnet til undervisningsbrug, og i alle skolens værksteder er der adgang til trykluft samt åndedrætsluft i malerkabinerne. Farvelaboratoriet, hvor eleverne blander maling, er udstyret med et ventilationsanlæg med naturgasbrænder. Med fleksibel teknologi kan værksteder og laboratorier foldes ud og ind eller sættes sammen efter behov, hvilket giver et dynamisk og tilpasseligt læringsmiljø.

 

Byggeriet er DGNB-certificeret til niveau Guld – i øvrigt som Danmarks første erhvervsskole.