BESKRIVELSE
ET GENTÆNKT LÆRINGSMILJØ
Transformationen af DTU's Bygning 208's 7000 m² er sket med fokus på fremtidens læringsmiljø, bæredygtighed og digitalisering.
Den oprindelige bygning fra 1967, tegnet af arkitekterne Eva og Nils Koppel, har gennemgået en betydelig forvandling. Med respekt for den oprindelige arkitektoniske kvalitet er bygningen blevet moderniseret for at imødekomme nutidens krav til undervisning og studiemiljøer.
Bygning 208, som oprindeligt indeholdt traditionelle auditorier og laboratoriefaciliteter, er nu blevet beriget med moderne undervisningslokaler, supportlaboratorier og mere plads til ophold. Transformationen har involveret åbninger i etagedæk, tilføjelse af flere vertikale forbindelser og forbedring af dagslysforholdene.
Desuden er de tekniske installationer blevet opgraderet, herunder nye ventilationsanlæg, med bæredygtighed som et ledende princip for at opnå DGNB Platin, samt DGNB diamant og hjerte.
ET MERE LIVLIGT OG FORBUNDET MILJØ
Et væsentligt aspekt af transformationen har været forbedringen af dagslysforholdene. For at åbne den tidligere noget mørke bygning op er vinduespartierne blevet udvidet, og der er tilføjet ovenlysvinduer flere steder. Opholdsarealerne er blevet flyttet til facadens mange vinduespartier, hvilket skaber et mere livligt og forbundet miljø, hvor de studerende og ansatte kan orientere sig på tværs af lokaler og etager samt være i kontakt med landskabet udenfor.
Bevaring og genbrug af bygningens gamle inventar og materialer har også været et centralt fokus for at mindske CO2-aftrykket og bevare det arkitektoniske helhedsudtryk. Robuste materialer som beton, tegl, skifer og trælofter er blevet bevaret, genbrugt eller videreført andre steder i bygningen. Det klassiske auditorieinventar er blevet sat i stand og genetableret i de moderniserede lokaler.
TOPMODERNE LÆRING
Resultatet af transformationen af Bygning 208 er et topmoderne læringsmiljø, der løfter DTU's ambition om at sætte standarden for fremtidens læringsmiljø. Bygningen understøtter nu en bred variation af undervisningsformer og sociale aktiviteter og sætter rammerne for et levende og inkluderende studiemiljø.
Det nye design stiller dermed skarpt på bæredygtighed, forbedret indeklima og en høj grad af brugerinddragelse. Og det gør Bygning 208 til et fyrtårn for moderne læringsmiljøer med respekt for kulturarven.
GALLERI