BESKRIVELSE
ET FREMTIDSSIKRET BYGGERI
Godsbanekollegiets 132 kollegieværelser og 228 ungdomsboliger er projekteret med en klar målsætning om bæredygtighed inde som ude. Her er fokus på optimal arealudnyttelse, robuste materialer og flerfunktionelle rumligheder som løbende kan tilpasses nye behov og ønsker.
Byggeriets overordnede disponering er en ”karrestruktur” i 4 – 6 etager, der afsluttes med et 13 etagers tårn i det ene hjørne.
Dertil er etableret et ”studiestræde” med fællesfaciliteter, aktive gårdrum og 5 orangerier på de grønne tagterrasser, der danner rammen for det sociale fællesskab.
SAMMENHÆNG MELLEM ENERGI, KLIMA OG ARKITEKTUR
Der er opnået et lavt energiforbrug igennem en række passive og aktive tiltag, hvor bygningens design og de valgte tekniske løsninger spiller en afgørende rolle.
Der er valgt løsninger som f.eks. optimalt isolerede konstruktioner, 3-lags energiruder, mekanisk ventilation med høj varmegenvinding og lav SEL-værdi samt solceller på bygningernes tage.
SÆRLIGE FORHOLD KRÆVER SÆRLIGE LØSNINGER
Byggeriet er primært udført som et robust elementbyggeri, der sikrer en let bygbarhed. Enkelte steder er der anvendt in-situ beton, fx dækket over stueetagen og over kælderen i ”tårnet”.
Og på grund af de særlige jordbundsforhold - blandt andet præget af et meget højt grundvandsspejl - har projektet budt på en række spændende udfordringer, der krævede skræddersyede løsninger.
Der er blandt andet funderet på rammede betonpæle, terrændækket er udført som selvbærende og kælderen er udført som en vandtæt dobbeltkonstruktion.
GALLERI